Ankestyrelsen underkendte i 2025 mere end halvdelen af de afgørelser på socialområdet fra Ringkøbing-Skjern Kommune, som borgere klagede over. Omgørelsesprocenten (Læs: Andelen af de behandlede klagesager, hvor styrelsen enten ændrer kommunens afgørelse eller sender den tilbage til ny behandling) landede på 56 % mod 47 % på landsplan.
Tallene stammer fra Ankestyrelsens årlige danmarkskort, som kommunen er forpligtet til at behandle politisk. En omgørelse betyder, at styrelsen enten er uenig i afgørelsen og ændrer den, eller sender sagen tilbage til kommunen til genbehandling.
Højest på handicapområdet
For sager om børn med handicap blev 64 % af de påklagede afgørelser omgjort mod 59 % på landsplan. På voksenhandicapområdet var tallet 55 % mod 43 % på landsplan.
Børneområdet: Fra 31 til 59 %
På børneområdet bredt steg omgørelsesprocenten fra 31 % i 2024 til 59 % i 2025. Ankestyrelsen behandlede 22 klagesager:
- Stadfæstede kommunens afgørelse: 9
- Ændrede eller ophævede afgørelsen: 8
- Sendte sagen tilbage: 5
Springet dækker over et lille antal sager, hvor få afgørelser rykker meget på procenten. Det tal, borgerne i praksis møder, er et andet: Kommunen traf i 2025 i alt 444 afgørelser om støttende indsatser og økonomisk støtte som familiebehandling, kontaktperson, efterskoleophold og støtteophold i familiepleje. Af dem blev kun én påklaget til Ankestyrelsen. Samlet blev 2 % af familierådgivningens afgørelser i 2025 påklaget.
Handicap, psykiatri, sundhed og omsorg
På dette område faldt omgørelsesprocenten fra 61 % i 2024 til 53 % i 2025. Ankestyrelsen behandlede 45 sager:
- Stadfæstede kommunens afgørelse: 21
- Ændrede eller ophævede afgørelsen: 0
- Sendte sagen tilbage: 24
Ingen afgørelser blev altså direkte ændret eller ophævet, men over halvdelen blev sendt tilbage til kommunen til ny behandling.
Det er kun en lille del af kommunens samlede afgørelser, der overhovedet ender som klagesag i Ankestyrelsen. Omgørelsesprocenten siger derfor noget om rigtigheden af netop de afgørelser, borgerne vælger at klage over.